Natur

Det arktiske klima spiller en betydelig rolle for landets plante- og dyreliv.

 

Planteverdenen

Der er i Grønland kun få arter af træer, fordi trævækst normalt kun er mulig, hvor middeltemperaturen om sommeren når over 10 °C. Kun på beskyttede områder inde i landet findes der høje træer.

 

Plantevæksten består mest af lave fjeld- og tundraplanter samt lyng, revling, mosebølle og dværgbirk. Hertil kommer mosser og lav.

 

Nordpå aftager plantevæksten på grund af lavere temperaturer og manglende nedbør.

 

Klimaet sætter begrænsning for, hvilke kulturplanter der kan dyrkes. I Sydgrønland dyrkes der majroer, kartofler, rabarber og blomster. Her er der også importerede træer som lærk, gran og fyr. Endvidere dyrkes der græs og korn til vinterfoder til fårene.

 

Dyrelivet

Dyrelivet i Grønland er mest knyttet til havet. Der er adskillige arter af fisk samt havpattedyr, der blandt andet omfatter fem arter af sæler.

 

I områder med is er den mest almindelige sæl ringsælen, mens grønlandssælen er mest almindelig i de isfrie områder.

 

I de centrale og nordlige dele af Vestgrønland og i Østgrønland lever hvalrossen.

 

Der er 15 arter af hvaler omkring Grønland. En del af hvalerne er sommergæster fra Atlanterhavet. De vigtigste arter er hvid- og narhvaler samt våge- og finhval.

 

Isbjørne er både hav- og landdyr, idet den finder sin føde på havisen. Isbjørne yngler i Nord- og Nordøstgrønland, men kommer vidt omkring, idet de kan drive med havisen rundt om Kap Farvel i Sydgrønland.

 

Der findes ni arter af landpattedyr, hvoraf kun polarræven er udbredt i hele Grønland. Sneharen forekommer over det meste af Grønland, undtagen i Sydøstgrønland.

 

I Vestgrønland lever der rensdyr fra nord for Arsuk i syd til syd for Nuussuaq-halvøen i nord. Endvidere findes der bestande af tamrener på Tuttutooq Ø og ved Isortoq i Sydgrønland. Disse bestande har bredt sig til distrikterne Narsaq, Paamiut og Ivittuut.

 

Moskusokser lever i Nordøstgrønland fra Illoqqortoormiut og nordpå. I 1960'erne overførtes et mindre antal moskusokser til Vestgrønland i området omkring Kangerlussuaq, hvor der blev etableret en betydelig bestand. Siden er der udsat moskusokser flere steder i Vest- og Nordgrønland.

 

I Nordøstgrønland lever der halsbåndlemminger og hermeliner, og polarulven, der i en periode blev anset for forsvundet fra Grønland, synes nu atter at have etableret sig på samme sted.

 

Fuglelivet omfatter omkring 60 ynglende arter. Halvdelen af disse er trækfugle, der kun opholder sig i Grønland i ynglesæsonen. Havfugle som måger, ande- og edderfugle samt lomvie (alk) er de mest dominerende.

 

Grønlands eneste hønsefugl er fjeldrypen.

 

Mere end 200 arter af fisk er repræsenteret i de grønlandske farvande. Rejer, hellefisk, torsk, krabber, stenbider, kammuslinger, lodde, havkat, rødfisk og fjordtorsk er blandt fiskearterne.

 

Der findes i Grønland enkelte arter af husdyr. Bestanden af får stammer fra importerede islandske og færøske får, og tamrener er indført fra Norge.

 

Slædehunde stammer fra hunde, der er fulgt med menneskers indvandring fra Nordcanada.

 

Se mere om geografi, plante- og dyreliv med videre på denne adresse: www.pinngortitaleriffik.gl